Æbleflæsk

Ingrid Marie, mit fynske favoritæble, er en god basis for denne ret. Men du kan også bruge madæbler, som Belle Boskop, eller Cox Orange.

  • Et stort stykke tørsaltet bacon, 1 kg æbleflæsk
  • 5 store æbler
  • 1 stort løg

  • Skær sværen af baconstykket. Fjern også eventuelle bruskstykker. Skær baconstykket i 8 mm tykke skiver, på tværs naturligvis.

    Skyl og skræl æblerne. Skær dem i grove stykker. Pil løget og flæk det. Skær det i tynde skiver.

    Bland æbler og løg, og læg dem i et ildfast fad. Baconskiverne taglægges oven på. I ovnen ved 140 grader, 1½-2 timer. Så skulle fedtet gerne være smeltet af kødet, skiverne halvsprøde og æble-løgblandingen bagt til en tæt mos.

    Serveres lunt med rugbrød til. Eller koldt med brød og sennep til.

    æbleflæsk Er du til meget gammeldags æbleflæsk, så erstatter du baconstykket med et stykke letspængt stegeflæsk. Så får du ekstra meget smag af gris, men ikke den fede røgsmag, som passer ret så godt med æbler, svinefedt og løg.